Veerne (riene) startede klokken 9 om morgenen den 7 december (Albertes oldemors fødselsdag. Jeg vågnede ved den første ve, og kunne godt mærke det var noget andet end plukveer (kynnere). Jørn-Erik sov så sødt, da den 3 kom og der var ca 10 min imellem, vågnede han, og blev meget hurtigt hel vågen da jeg fortalte at jeg nu havde veer ;-) Vi stod op spiste morgenmad, med et fjoget grin om munden, for nu skete der jo snart noget. Uha det var spændende. Hele dagen intensiveredes veerne. Jeg gik lidt rundt, men lå bedst på sofaen. Det var meget forskelligt hvor lang tid de tog. Omkring kl. 21 blev de pludselig voldsomme, og jeg kunne ikke koncentrere mig om andet.
Jeg gik i bad, og det hjalp lidt, imens talte JE med fødegangen, og de ville gerne at vi ventede lidt med at komme. Jørn-Erik tog tid på veerne da jeg kom ind og lægge igen. Kl. 23 kunne jeg ikke længere være nogen steder, og Jørn-Erik fik god for at vi måtte komme ind. Bil turen er for mig rimelig tåget (men det er det meste af natten for den sags skyld) så Jørn-Erik og jordemoderens rapport må liiiige hjælpe vedr. resten af forløbet.
På parkerings pladsen, forsvandt Jørn-Erik ( han skulle lige lægge et skilt i forruden om at han var inde med en gravid, men det opfattede jeg ikke) Stod og lænede mig op af en pick up truck mens veerne kom bragende. Jørn-Erik var så sød at tage et billede af bilens indhold, som jeg overhovedet ikke havde lagt mærke til.
Turen var meget lang ind på afdelingen, og da vi endelig kom op ved 0.00 tiden stod de klar og ventede på os. Dejligt.
Desværre var resultatet af mange timers veer, at jeg kun var 3 cm åben. Meget nedslående besked at få. Vi fik derfor en barselsstue hvor vi kunne "sove". Jeg fik en sovepille, og blev derfor endnu mere omtåget. Yderligere fik jeg sat et nyt fancyt system på ryggen som kunne give elektriske impulser der skulle virke smertestillende. Det virkede ikke rigtigt, men dimsen til at skrue op og ned på blev en slags sutteklud, for så havde jeg da et eller andet jeg kunne fokusere på når veerne kom, og som jeg selv havde lidt kontrol over. Men det var vist også den eneste effekt den havde. Her ligger jeg og har det temmelig dårligt inde på barselsstuen.
Jørn-Erik var rigtig god til at tage billeder undervejs, hvilket har været rigtig dejligt for mig, da jeg ikke husker så meget af hvornår hvad skete. Fx. fik jeg vist først øjenkontakt med jordemoderen lige inden Alberte kom ud, fordi jeg var så fokuseret indad undervejs.
Nå men, ved 2 tiden, følte jeg hele tiden at jeg virkelig skulle på toilettet, og var også ude et par gange og tisse et par dråber. Tænkte at nu var det på tide med en jordemor. Hun kom ca. ved 3-4 tiden, hvor jeg blev undersøgt på fødestuen. Var nu 9 cm åben, så næsten klar til at føde. Ikke så mærkeligt at de sidste par timer havde været mildest talt ulidelige. Jordemoren, tog vandet som var fint klart. Babyens hjerterytme var også fin og jeg fik lov til lige så stille at presse med på presse veerne. Efter at have ligget på ryggen og presset mig koks rød i hovedet, fik jeg lov at komme om på ryggen og så var det pludselig lidt nemmere. Efter ca 3 kvarters presseveer bad jordemoderen Jørn-Erik om hive i snoren. Pludselig var jeg meget obs på hvad hun gjorde, lige for inden havde hun forsøgt at finde hjerterytmen, men havde problemer med det. Og da hun ikke sagde noget frygtede man straks det værste, så jeg pressede alt jeg kunne. Og da hjælpen kom ind, bad jordemoderen hende om at finde bedøvelse frem af den "gode slags" hun sagde en masse underligt kodet til hjælperen, istedet for bare at sige at nu ville hun klippe. Jeg havde nu godt regnet ud hvad hun mente. Og var i det øjeblik helt ligeglad, hun måtte for min skyld klippe til navlen, hvis bare vores lille pige kom ud. hun bedøvede og klippede, og det hjalp, på få presseveer fik jeg hende ud. Kl. 05.43 den 8 december kom vores lille Alberte til verden. Det føltes som et meget pudsigt undertryk i maven da hun kom ud. Hun var viklet ind i navlesnoren et par gange, men 2 blodprøver blev taget og viste at hun ikke på noget tidspunkt havde manglet ilt. Op på brystet kom hun af sin mor. Her er hun fåsek gammel.
Jørn-Erik stod ved siden af og græd og var så stolt og overvældet. Jeg lå med det fedtede varme, dampende barn på mit bryst og lige der gik det op for mig, hvor heldige vi var at have fået sådan et skønt lille væsen. Det var helt sikkert det mest vidunderlige og magiske øjeblik i mit liv. Alberte skreg på livet løs og var så sej. Jørn-Erik klippede navlesnoren. Efter at moderkagen var født blev hun vejet og målt. 3670 gram og 50 cm lang.
href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEibs_uGf9dP-XPO1tBt6EhrQRCHceNTIT4xWAVAoIwS7W5V0ECtqoqxLJTfEwIWXyBzkYeazvj9TzBJGzOhHcvY4PviO6v-L97KSsOd5gIxsrXUt7mlD0Mnl7rdxEgWL3A_ZrPdVGsA6VTh/s1600/IMG_1762.JPG">
Hun er en lille sorthåret og langhåret skønhed. Jeg blev syet i 45 min, da jordemoderen (en anden en der kom ind fra sidelinjen) syet forkert, og måtte pille det hele op igen og starte forfra. Alberte blev lagt til brystet så snart de var færdige, og der lå hun så næsten udelukkende i 4 timer, og derefter sov hun i 6 timer. Og sådan er det stadigvæk, det bedste hun ved er at spise (i lange baner) og sove, og livet er skønt. vi er så forelskede.
Jørn-Erik var den bedste hjælper under fødslen, når jeg tænkte på vand stod han klar med det foran munden, og det samme med massage og våde klude. Desuden var han så god til at vejlede mig med vejrtrækning og alt det andet, så godt at han var med hele vejen. Nå hvis i har læst med hele vejen herned til, så er jeg imponeret ;-) men det er godt at få skrevet hele forløbet ned.
Vi lægger flere billeder ind på bloggen snarest, men lige nu har jeg en sovende mæt baby på skulderen, og skal til at se olsen banden. Livet er skønt...
Sikke en beretning, jeg er imponeret! Flot skrevet. Blev helt rørt og sidder nu med tårer i øjnene (igen). Glæder mig så meget til at give jer alle 3 et stort knus! Tillykke - Hvor lyder hun bare skøn og dejlig, jeres lille Alberte. Glæder mig SÅÅÅ meget til at møde hende!
SvarSlet